Photo: Hvalpsund Net

Havet, et skatkammer af energi- og fødevareressourcer

Havene omkring Europa bliver brugt forholdsvist intensivt, især til vindmøllefarme og akvakulturer eller fiskefarme, og i mindre grad anlæg til indvinding ag bølgeenergi og tangfarme. Det er en udvikling som vil fortsætte i den nærmeste fremtid, og fordi de attraktive havområder trods alt er begrænsede og offshore aktiviteter er som forholdsvis kostbare kan det være en god ide at udnytte områderne til flere ting adgangen. EU projektet MERMAID, et fireårigt projekt under ledelse af professor Erik Damgaard Christensen fra DTU Mekanik, har derfor undersøgt hvordan man mest effektivt kan udnytte forskellige havområder i Europa til flere slags offshore industrier indenfor energiindvinding og fødevareproduktion.

”I begyndelsen af projektet havde mange en ide om, at vi skulle bygge de forskellige funktioner sammen i én platform af meget fantasifuld art og konstruktion”, fortæller Erik Damgaard Christensen. ”Men mit kendskab til at bygge noget ude i havet sagde mig, at det ville blive alt for dyrt. Så mit forslag var i stedet for at vi prøvede på at udvikle det til flere sites med forskellige funktionaliteter.”

Derfor valgte man at fokusere på akvakultur og vind i projektet, uden af de to offshore aktiviteter behøvede at være bygget sammen til en konstruktion. Pladskravene for de to industrier er også forskellige: Vind har brug for meget store områder, og akvakultur kan være på meget mindre områder, så det virker ikke fornuftigt at bygge det sammen.

Fire forskellige testsites i de europæiske have
MERMAID projektet blev derfor hurtigt sporet ind på at man skulle undersøge samarbejdsmuligheder mellem de forskellige offshore industrier, og her valgte man så at oprette fire testfaciliteter i nogle havområder med forskellige forhold: Vadehavet, Østersøen, Middelhavet og Atlanterhavet. Der er nemlig tale om områder med vidt forskellige miljø- og klimaforhold.

Østersøen er et område hvor ferskvand fra de store floder østpå blander sig med saltvand, og Vadehavet eller Vesterhavet har skiftende bundforhold. Atlanterhavet og Middelhavet er dybvandsområder, hvor Middelhavet til gengæld ligger langt mere beskyttet af kysterne end Atlanterhavet gør.

”Vi
fokuserede altså på, hvilke udfordringer der er i Europa hvis man skal udnytte disse havområder til forskellige offshore aktiviteter,” fortæller Erik Damgaard Christensen, ”og vi opdagede hurtigt flere fordele. I Østersøen har man nemlig en blanding af saltvand og ferskvand, altså en ret lav saltholdighed sammen med bestemte temperaturforhold. Det viste sig at det er en kæmpe fordel for ørredproduktionen, fordi de problematiske lakselus slet ikke kan overleve i det miljø i samme grad som de ellers kan i andre områder.”

Den grundlæggende tanke med at placere et testsite i Vesterhavet var, at det er et område som er udsat for stærk strøm og bølger, og hvor havbunden er i bevægelse hvilket kan give nogle udfordringer for konstruktionerne. Det er også et område hvor skaldyrsindustrien er på udkig efter nye områder til muslingekulturer – en industri med stort vækstpotentiale fordi markedets efterspørgsel efter blåmuslinger er dobbelt så stort som den nuværende hollandske produktion. Gemini testsitet, som det blev kaldt, blev altså placeret I et område med gode betingelser for vindenergi, men hvor der også er potentiale for tang- og muslingefarme.

Det tredje testsite var Cantabria Offshore Site i Atlanterhavet nord for Spanien, for at få et testsite med gode vindforhold og forholdsvist dybt vand med de store bølger som kommer ind fra Nordatlanten. Her regner man med at installere 77 multi-use offshore Platforms, som både kan indvinde energi fra vind og bølger, enheder som er baseret på det, der hedder OWC, Oscillating Water Colum technology.

Det fjerde testsite blev placeret i Middelhavet, nærmere bestemt Adriaterhavet, fordi man også gerne ville have et testsite på dybt vand, men hvor bølgerne ikke var så store. Området lå forholdsvist tæt på Venedig, hvilket gav en del begrænsninger i forhold til nye offshore konstruktioner, og det er desuden et område hvor der skal tages særlige hensyn til fuglelivet og sjældne havpattedyr. Derfor var placeringen af multi-use platformen en udfordring – den skulle placeres forholdsvist langt til havs, også for ikke at komme i konflikt med lokale trafikruter og fiskeri. Løsningen blev en platform som inkluderede vindturbiner og fiskefarme.

Alt i alt viste de fire testsites hvilke fordele og udfordringer, der er ved at udnytte et havområde til forskellige industrier. Men udfordringerne viste sig ikke kun at være af teknisk karakter.

Samarbejde og udfordringer for offshore industrierne
”Man tror jo at havet er stort. Men når man sætter nogle store områder af til et formål, som f.eks. en af DONG’s nye vindmølleparker, så tror jeg da at de forventer at området så ikke skal bruges til andet end vindmøller”, siger Erik Damgaard Christensen for at skitsere en af udfordringerne ved at få offshore industrierne til at samarbejde.

”Det er netop problemet: de spændende områder på havet er ved at blive fyldt op. Så hvis man ikke tænker sig om, bliver det bare en industri, der får rettigheder til de fleste havområder og derved kan man komme til at lukke nogle andre industrier ude”, bemærker han.

Flere industrier, som f.eks. akvakultur i Danmark, har et enormt vækstpotentiale som vil betyde flere arbejdspladser, et potentiale som man kan hjælpe på vej ad politisk vej hvis man bestemmer sig for at de attraktive havområder ikke kun skal være til rådighed for en industri.

”Hvis man skal have en offshore virksomhed til at samarbejde, så skal det simpelthen være et krav at når man udbyder et attraktivt havområde, så skal andre industrier også have adgang. Hvis de bliver tvunget til at samarbejde, så tager de det bare med ind i deres risikovurdering,” slutter Erik Damgaard Christensen af.

I EU – regi fortsætter flere projekter med at undersøge de forskellige udfordringer, men fordi udfordringerne ikke er af teknologisk art vil DTU Mekanik ikke blive involveret i projektledelsen her.

Fakta om MERMAID:

EU projekt, del af satsningen ”Oceans of Tomorrow”

Projektleder: Erik Damgaard Christensen

Samlet budget: 7.4 million Euro

Varighed: 4 år fra starten af 2012 til slutningen af 2015
29 deltagere i alt

 

 

 Image: MERMAID  Image: MERMAID
 Testområde i Atlanterhavet. Billede: MERMAID. Testområde i Østersøen. Billede: MERMAID.

 

Kontakt

Erik Damgaard Christensen
Sektionsleder, Professor
DTU Construct
45 25 13 98